En bog om at være introvert – og nej,faktisk IKKE forkert

introvert

Anna Skyggebjerg har skrevet Introvert. Det er et fund af en bog om at være – ja, introvert. Om, at det faktisk ikke er en fejl eller noget sygeligt at arbejde bedst alene og koncentreret eller at foretrække samtale på to- eller fåmandshånd frem for kommehinandenved-brunch for forældrene i 4.a eller 50-årsfødselsdagsfesten med 75 gæster, stoledans og karaoke.

Og nej, den introverte har heller ikke behov for at blive ”lidt mere frisk”, ”komme mere ud” eller få et surpriseparty på sin runde fødselsdag, som han eller hun har annonceret helst at ville holde med sine børn eller alene med en god ven.

Den introverte er heller ikke sær, når han eller hun måske har det bedst med at formulere sig skriftligt og egentlig ikke bryder sig om gruppe-brainstorming, kontorlandskaber eller kanindræberkurser.

Afsnittene om at være far og mor til et introvert barn er stærk læsning. Anna Skyggebjerg fortæller levende om se sit barn forsøgt tvunget til – kort sagt – at larme mere. Om rædslerne ved at se sit barn forsøgt presset til at spille ekstrovert ved skolernes yndede gruppearbejde, eller ved at se skolen med brask og bram samt klasselærer- og skoleinspektørpres forsøge at indrullere barnet i tvungne legegrupper, når barnet trænger til at finde ro og restitution alene, med familien eller med sin bedste ven.
Skyggebjerg beretter også om af en emsig og bedrevidende forælder i sit introverte barns klasse at blive passet op og få at vide, at hun – Skyggebjerg – simpelthen ”svigter” sit barn ved kun(!) at lade ham gå til én fritidsaktivitet.

30 til 50 % af befolkningen er mere eller mindre introverte – men mange forsøger at spille rollen som ekstroverte, da ekstrovert adfærd i vores samfund har fået patent på at være den ”rette”.

Ikke desto mindre kan introverte – hvis de får lov at blomstre og ikke forsøges transformeret til ekstroversion – bidrage med værdifuld eftertænksomhed, omtanke, omhu, ro og stor kreativitet på mange felter.
Hovedparten af forfattere og kunstnere er (naturligvis) introverte. Det samme gælder blandt forskere, videnskabsmænd og innovatører i øvrigt.
Einstein og Bill Gates hører til i det gode introverte selskab.

Skyggebjergs bog giver gode og solidt funderede råd til introverte, til forældre til introverte børn, men også til lærere og arbejdsgivere.
Måtte bogen få stor udbredelse – og måtte det blive alment kendt, at introverte har særdeles værdifulde egenskaber at bidrage med og IKKE er en form for fejlfungerende ekstroverte, som skal reddes eller omprogrammeres.
Måtte det især blive kendt blandt personer, der har som opgave at tage sig af børn.

Anna Skyggebjerg

INTROVERT
STÅ VED DIG SELV
(Nej, du behøver ikke gå til fest og gemme dig på badeværelset)

Rosinante 2013

Reklamer